Strikkesalon med
MADSINE er en åben strikkeklub for alle. Vi mødes, hygger og strikker med dem vi sidder sammen med, mens vi nyder en lækker kagetapas fra
KaffeFair og undervejs bliver beriget med et spændende oplæg og samtaler om strik og design.
KAOS YARN
Farvepsykologi, bæredygtighed og kulørt garn
Pia Bojer som står bag KAOS besøger os på denne Strikkesalon. Det er Pias
vision at inspirere til farvemod og til at udforske, hvad farver kan gøre for
vores humør og velbefindende - med god samvittighed.
KAOS YARN er grundlagt i 2017 med et fokus på bæredygtighed og strålende,
modeskarpe farver og du forbinder måske KAOS YARN med kulørt, håndfarvet garn.
Men i 2020 blev tingene vendt på hovedet, da Pia Bojer trådte væk fra
farvegryderne og i stedet satte sit eget garn i produktion – selvfølgelig
stadig med smæk på farverne
Pia bliver ofte spurgt til navnet KAOS. Hun fortæller det er et navn, der har
fulgt hende i mange år på sociale medier, og er et udtryk for at omfavne det
uperfekte. ”Det er i KAOS at nye og ofte de bedste idéer opstår, og der vi
bliver klogere på os selv. Det betyder ikke at kaos skal herske, men det er
ufravigeligt en del af at skabe harmoni og balance.”, fortæller Pia. Blandingen
af dansk og engelsk er valgt ud fra et ønske om at skabe blikfang og ud fra
visuelle kvaliteter.
Pia Bojer Larsen har skabt et garn af høj kvalitet og
blødhed, med økologi sat i højsædet. Farveuniverset er udviklet ikke kun ud fra
modebilledet, men også med fokus på hvordan farverne påvirker vores følelser og
humør. Ved at bruge farvernes sprog kan vi udtrykke og opløfte os selv.
Paletten viser en bred vifte af menneskelige karaktertræk, du kan gå på
opdagelse i, så du kan finde dit naturlige farverige udtryk.
Kom og hør om garn og strik - og lidt om de overvejelser der sker bag kulissen
som selvstændig.
Strik får folk til at tale sammen, så vær ikke bange for at komme alene hvis du ikke kan lokke din mor eller nabo med. Det hele finder sted ved langborde i EVENT salen i
FOKUS HUSET i Aalborg og MADSINE har åbent for salg og inspiration under hele arrangementet.
Vi tager forbehold for evt. ændringer i programmet og påpeger at det IKKE er tilladt at medbringe egen mad og drikke, heller ikke fra KaffeFair. Vi glæder os til at se jer!
Pris 185 kr. inkl. Kagetapas og kaffe/te. Der kan tilkøbes vin, øl og vand.